Jordvarmeanlæg er et af mange forsøg i nyere tid, på at etablere og udvikle en vedvarende og effektiv energiudnyttelse. For at dette skal kunne lade sig gøre, og det vil i første omgang sige: hvordan kan det lade sig gøre økonomiske, er der visse væsentlige krav der stilles. Der er tale om til tider langtidsinvesteringer, for private husstande eller hele kommuner. Dette kan virke hæmmende i henhold til markedsføringen af denne form for energiudvinding. Giver det ikke afkast efter længere tid, eller udvises der ikke tegn derpå, vil begejstringen fortone sig. Er der god grund til at frygte dette? En indledningsvis belysning foretages nedenfor
Om de forhold hvorunder implementering af jordvarmeanlæg kan betale sig
Udvinding af energi er et forehavende der må have særlige samfundsmæssige formål for øje. For ethvert sådant forehavende er udelukkende levedygtigt som et storstilet projekt. Projekter af denne størrelse kræver en betragtelig finansiering, værende det i forhold til uddannelse af kyndig arbejdskraft, til fremstilling af værktøjer med henblik på udvindelsesmetoden. Derfor vil der både være allerede eksistererende alternativer, der så at sige må udkonkurreres (eller gøres mindre attraktive), og dette under den altoverskyggende forudsætning, at de totale omkostninger på sigt må dækkes.
Og dækkes skal de – af forbrugerne. Jordvarmeanlæg som overlegen varmekilde udkonkurrerer derved opvarming ved oliefyr eller elvarme, udelukkende ved at afgive langfristede grandiose løfter mod umiddelbar betaling. Jordvarmens appel, i modsætning til de øvrige energiformer, består i det udnyttelsesgrundlag, i bogstaveligste forstand, som garanterer den forjættede stabilitet enhver energikilde søger at bryste sig af. Via jordslanger, der graves tilpas langt ned i jordunderlagenes stabile temperatur, overføres den via solen beskinnede jordoverflades varme til en indenhuslig varmepumpe, der forsyner huset med energi.
Omfang af og udsigt til jordvarmeanlæggets duelighed
Jordvarmeanlægget kredsløb, der forbindes via de underjordiske slanger til varmepumpen og de øvrige vandforsynede varmeapparater, udgør et såkaldt lukket kredsløb. Dette betyder, frem for alt, at vedligeholdelsesomfanget for denne varmekilde stort set ikke eksisterer, af hvilken grund det ikke bør medtænkes som en del af de samlede omkostninger. En af de væsentligste omstændigheder for jordvarmeanlæggets duelighed, er boligområdets topografiske beskaffenhed. Hermed skal forstås, at selve anlægget fylde nødvendiggør et betragteligt grundareal, der som minimum vil skulle rumme 200-300 meters jordslange.
Der kan dog, hvis de rette investeringsmuligheder gribes, foretages dét, der er kendt som lodrette boringer. Disse vil være undergrundsboringer, der i omfang ikke kræver samme jordareal som de regulære anlæg, og egner sig i denne forstand fortrinligt til parcelhusområder. En ekstremt væsentlig facet ved jordvarmeanlægget er endvidere muligheden for afkøling, der i lige så stor grad som varmeudnyttelsen gør energikilden attraktiv. Dette foregår via selvsamme rør, der leder en vis overskudsvarme – afhængig af omstændighederne – tilbage i jorden. På årsbasis burde et jordvarmeanlæg kunne forårsage en formindskning i Co2-udslip, set i henhold til øvrige opvarmningskilder og deres energigrundlag, på 50-75%. Set i dette lys, endskønt varmepumpen anvender elektricitet, er anlæggets bæredygtighed mange andre energikilder overlegen. Jordvarmeanlægget er en investering, der på lang sigt har gode udsigter.